Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Anmeldelser af bøger, spil, CD'er, m.m.

Michel Vaillant - 24 timer

Anmeldelser 
01/02/05 

Der var engang man i bladet "Fart og Tempo" kunne følge den franske racerkører Michel Vaillants fantastiske karriere og hans dueller på banen mod de største af tidens racerkørere.
 

I Jean Gratons flotte streg blev virkeligheden og fiktionen blandet i nogle dramatiske, omend ikke altid troværdige, historier. I Danmark har Vaillant også været kendt under navnet Mark Breton, selvom hans biler stadig var fra faderens Vaillant fabrik.

Nu er tegneserien blevet omsat til film, og det er der kommet den måske bedste motorsportsfilm siden "Le Mans" ud af. Bevares konkurrencen er ikke så hård på det område - sidste forsøg var Stallones tåbelige "Driven". Da Michel Vaillant aldrig er blevet så kendt i Danmark, og det vist er mange år siden han sidst blev udgivet, har distributøren valgt at kalde filmen "24 timer", hvilket kunne tyde på at hovedvægten er lagt på Le Mans, men sådan forholder det sig ikke.


'Valiant teamet' på Le Mans i 2002.
(Foto: Motorsporten.dk)

Hovedvægten er faktisk lagt på historien om det gode Vaillant teams evige kamp mod det onde Leader team ledet af Ruth Vang, der uden meget charme bliver spillet af Lisa Barbuscia, der ligner en steril discount model fra første halvdel af halvfemserne. Leader teamet gør comeback efter fem års fravær, og årets Le Mans tegner svært for Vaillant teamet. Bedre bliver det ikke da det unge talent David Woods bliver dræbt i et rally efter en tæt duel med Leader køreren Bob Cramer.

En banal historie om de godes kamp mod de onde, som er hentet lige ud fra tegneserien. På mange måder har man valgt at være tro mod Gratons tegnede forlæg, frem for at gøre filmen til en realistisk motorsportsfilm. Men hvorfor Michel Vaillant pludselig er blevet rally kører i stedet for Formel 1 kører forstår jeg ikke, og heller ikke hvorfor to rally biler flere gange kæmper om placeringer!

Historien er tynd, og uden forkendskab til personer, kan man muligvis føle sig en anelse tabt i filmen. Lidt mere gods i historien vil have klædt den - der er trods alt forkel på tegneserier og spillefilm. Men kender man Gratons univers er filmen ganske underholdende. Men mens tegneserien er befolket af tidens stjerner kunne man måske nok savne et par stykker i filmen. Når nu filmen foregår på Le Mans så ville en optræden af Tom Kristensen da ikke have været at foragte. Eller hvad med Jacky Ickx der engang faktisk har kørt for Vaillant teamet i nogle af de gamle albums.


'Leader teamet' under filmindspilningen på Le Mans i 2002.
(Foto: Motorsporten.dk)

De fleste skuespillere passer meget godt med deres tegnede forlæg - selvom Michel Vaillant ikke er helt så bredkæbet som i serien. Eneste virkelige miscasting er Peter Youngblood Hills, der mere ligner en billig Beckham klon end den brede amerikaner Steve Warson fra tegneserien. Ikke meget maskulinitet over ham.

En del af scenerne er indspillet under Le Mans 2002, hvor Vaillant og Leader bilerne faktisk stillede op.

Alt i alt en seværdig film, specielt hvis man kender og kan lide serien. Som almindelig motorsportsfan skal man nok sluge et par urealistiske kameler undervejs, men i modsætning til "Driven" tager den film ikke sig selv så alvorlig.

Martin Møller-Thomsen