Sport har altid fascineret millioner af mennesker, her finder man drama på højeste plan, man finder personligheder som ingen forfatter kunne skabe. Sport er en form for underholdning, der ofte viser at livet er meget mere dramatisk end fiktionen. Det har selvfølgelig skabt en vis misundelse blandt diverse Hollywood producere, der har så har søgt at omsætte dramaet fra sportsarenaen til cellouid strimler med 25 billeder i sekundet. Det har sjældent været specielt vellykket, netop fordi virkeligheden overgår fantasien.

Motorsport er en af de mest populære og actionfylde sportsgrene, men har dog været forskånet for alt for mange dramatiseringer. Baseball kan gøres mere dramatisk, men motorsport, hvor muligheden for den fatele ulykke altid lurer, kan vel stort set ikke gøres mere dramatisk.

Alligevel har der dog været forsøg på at lave film om motorsport. John Frankenheimer lavede i 60'erne filmen "Grand Prix", der var lang, men havde flotte optagelser af bilerne, og rigtige kørere som statister. Sydney Pollack, der senere lavede "Out of Africa" forsøgte sig i 70'erne med et socialt portræt af en racerkører, Boddy Deerfield (Al Pacino), der bliver forelsket i en mystisk kvinde. Filmens største force er, at den i virkeligheden ikke handler om motorsport, bare har det som baggrund for en historie. Desværre er historien dræbende kedelig. I 1990 var det Tom Cruise der gav den som smart racerkører i "Days of Thunder" - der heller ikke var for ophidsende, men snarere "Top Gun" på hjul. Bedst lykkedes det for Steve McQueens ambitiøse projekt: "Le Mans" fra 1971. Her var en film uden alt for meget ekstra drama, virkeligheden var næsten drama nok.

Men det er det ikke for "Driven", slet ikke. Virkeligheden brilliere nærmest ved sit fravær i denne elendige parodi på en film. Filmens handling er henlagt til CART serien, egentlig skulle det have været i F1, men Sylvester Stallone syntes ikke at Bernie Ecclestone var samarbejdsvillig nok. Tak for det Bernie! Så i stedet er det blevet den amerikanske pendant der er blevet offer for Stallone udskejelser.

Jeg er ikke fanatisk tilhænger af virkelighed i en film. Film har en vis ret til at justere på virkeligheden og skære nogle genveje af dramatiske hensyn. Derfor kan jeg også acceptere at Sylvester Stallones karakter bliver kaldt ud fra sin pensionist tilværelse for at hjælpe et ungt talent. At Stallone er midt i 50'erne kan jeg leve med - Andretti blev jo også ved indtil han var 54! Jeg kan også leve med at hans forgænger i sædet bliver fyret uden nogen egentlig grund (han er ikke en teamplayer siger chefen, og så er det afgjort) - filmen skal jo i gang på en eller anden måde. Jeg kan også leve med at chefen skifter kører samme morgen som løbet skal køres - det er jo bare en film.

At den unge kører jager rundt efter konkurrentens eks-kæreste, kan jeg nærmest se logikken i - hun er så absolut det kønne indslag i denne film. Hun hedder Estelle Warren og har været model for Sports Illustrated, og giver i filmen en lille opvisning på at hun også er synkron-svømmer.

Men heromkring hører min tålmodighed også op. Når en forsmået racerkører hopper ned i en CART-racer og kører ud i Chicagos aftentrafik, så står jeg af. Racerkørere er måske et specielt folkefærd, men en så tåbelig opførsel ser man heldigvis ikke i virkeligheden.
Værre bliver det af, at Stallone, der ellers er fornuftens stemme(!) hopper ned i en anden racer og sætter efter ham (hvordan de får startet bilerne uden trykluft melder historien så ikke noget om). Rigtig slemt bliver det efter den "dramatiske" biljagt gennem Chicago - hvor computeranimerede kloakdæksler flyver omkring ørerne på dem. Kommer de i fængsel? Får de bøder? Jo faktist - motorsportsforbundet giver dem hver en bøde, for at bringe sporten i miskredit - men hvad med politiet og retsvæsenet. Prøv at forestille jer, at Schumacher og Häkkinen tog deres racere med ud i virkeligheden og kørte om kap ned af Champs Elysses. Mon ikke det franske politi ville tilbageholde de to et stykke tid? Derudover har jeg svært ved at forestille mig Jean Todt og Ron Dennis ville have lyst til at betro dem en racer igen.

Men det bliver værre endnu. Indtil nu har løbene været næsten realistiske, bortset fra at de to kombetanter altid slutter som nr. 1 og 2 - CART er heldigvis mere spændende i virkeligheden end i filmen. Men de sidste par løb kammer over i det ene bunkeuheld efter det andet. Rigtig slemt bliver det da en bil flyver så langt af banen at den havner i en sø, hvorefter der kommer en kraftig benzinekslosion. CART kører på methanol, der dels udmærker sig ved at en brand kan slukkes af vand, dels ved at flammerne er usynlige. Men disse fakta bliver ofret af hensyn til dramaet, der på dette tidspunkt er kammet så meget over, at man sidder og ryster på hovedet.

Der er andre småting, som kan irritere en. Den unge racerkører har en vane med at gå på diskotek aftenen før et løb. Måske kunne man forestille sig Villeneuve gøre det - men nej, egentlig ikke vel? Ikke natten før et løb.

Filmen flader ud i det rene ingenting og alle bliver gode venner til sidst, fordi man må endelig ikke være uvenner - det er vistnok politisk ukorrekt.

Renny Harlin har lavet betydeligt bedre film - f.eks. den formidable "The Long Kiss Goodnight", der både havde drama, action og en god historie. "Driven" har bare action, og alt for ofte er det tydeligvis computer animerede biler der flyver hen over lærredet, så det er ovenikøbet dårlig action.

Højdepunktet i filmen er da Jean Alesi dukker op som statist mod slutningen - af andre kører kan nævnes Montoya, Kenny Brack og Max Papis.

"Driven" er både simplificeret og overdramatiseret og en fornærmelse for alle der holder af racerløb. Og virkeligheden er som oftest mere spændende. Som en engang sagde:
"Hvorfor skrive en historie, de kan bare filmatisere 1982 sæsonen". 1982 bød på 11 vindere i 16 løb, en pointforskel på 24 mellem verdensmesteren og nr. 11! Der var helte og skurke, der var død og tragedie og der var usandsynlige helte. Det år var der alt. Det er der ikke i "Driven".

mmt